søndag, august 19, 2007

Bruger gerne pinde af bambus, og nu også sokker


Et par sokker er færdige. Havde også ligget i strikkekurven i lang tid. De giver nu ingen ryk i nedbrydningen af UFO'er, da jeg ikke har talt dem med fordi et par sokker jo ikke er så meget. De er strikket i Admiral Bambus, farve 1899 aqua, som er rigtig lækkert. Hvordan de så holder må tiden vise, da det er 75% uld og 25% bambus, altså ingen snavs.
Var til tandlæge i Horsens i onsdags, og vil lige sige at jeg stødte på ikke mindre end tre lækre butikker med garn. Wooltimo, Strikke Kunsten og een til som jeg ikke kan huske navnet på, men var lige på nippet til at købe et Hanne Falkenberg kit..... Vil altså vente til Fanø. Uha jeg har været standhaftig længe mht. at købe garn og begynde på noget nyt. Det eneste jeg har købt er et lille bitte bundt alpaca/uld/ræve garn fra Ho strik, da manden og jeg var en lille tur ved vesterhavet sidste week-end. Kunne ikke stå for det med at ræv var indblandet. Så er der lige kun een ting jeg er begyndt på. Det er Promenade (HF) i Duo. Har tænkt at ville bruge rester til det.

onsdag, august 08, 2007

Jo det lykkedes vist

Jamen jeg tror det lykkedes at slippe af med blokningskommentaren. Har skiftet adgangskode, og det ser ud til at have hjulpet.

tirsdag, august 07, 2007

Hvordan i hulen......

kan jeg stoppe en kommentar jeg har givet for længe siden til Dorte. Hver gang jeg vil give en kommentar til andre blogejere dukker den evendelige kommentar op om et blokket sjal. Nogle gange kan jeg slætte den og andre gange ikke. Hvordan mon jeg bliver den kvit een gang for alle. Skal jeg virkelig lave en helt ny blog, eller måske sætte den herboende edb-sagkyndige ind i sagerne og håbe på at jeg kan få slettet krapylet for good.

torsdag, august 02, 2007

Ferieramt, men er her stadig...



Tak for Jeres kommentarer vedrørende Munken. Jeg hæfter ender og giver et lille sting et par steder under kraven. Den skulle faktisk have været færdig til strikkefestival på Fanø sidste år, men nu bliver det så i år i stedet. Hvor jeg så også lige skal huske et par kortærmede t-shirts. Havde kun langærmede med sidste år, og det var bare for varmt. Hvem skulle tro det sidst i september, og her har man gået med hjemmestrikkede sokker og lange ærmer en stor del af sommeren. Selvom jeg ikke er sådan hverken strandløve, eller solnarkoman, så synes jeg nu alligevel at al den regn er absolut nok, og heldigvis tegner det til at blive ok vejr på lørdag, hvor der er fåredag i Gummerup. Og jo, det går stadig fremad med at få halvfærdige håndarbejder gjort helt færdige. Patchworkbakkeservietten, er færdig og quiltet på maskine. Kan altså ikke gøre det pænt i hånden, selvom det jo nok var at foretrække. Der er simpelthen nogle der kan håndquilte ganske smukt og ensartet, og jeg fatter ikke hvordan. Mit håndquilt er ganske uensartet med store sting på forsiden og små skæve sting på bagsiden.

Bamse er også færdigsyet, stoppet med uld og groft sand, som giver en dejlig tyngde. Den var nu lidt svær at bakse med pga. de store ben og den relative lille krop hvori alle samleleddene jo skal befinde sig + uld og sand, men nu er den her, og Ida siger at den er grim på den gode måde. Måske den skal have en lille hjemmestrikket stroptrøje.
Og jo forresten jeg er blevet "tagget" af Jette, så jeg skal skrive 8 ting om mig selv, og det er altså sværere end jeg i første omgang troede, så der kommer noget i næste indlæg.