søndag, oktober 28, 2007

Messebesøg


Så lykkedes det at vise Mermaid. Som det ses, skal jeg til kilen under ærmegabet. Altså næsten færdig med ryggen. Det er et rigtig godt strikketøj, og var det ikke fordi jeg, lige som så mange andre strikkere, lider af startitis, var jeg nok færdig med hele kroppen.
Var på håndarbejdsmesse i Fredericia i går, og købte kastanjehuestrikkekit - er ikke interessant at vise før den er færdig, da den skal valkes efter strikning, og tager sig dermed faconmæssigt lidt vanartet ud lige pt..
Det var hyggeligt, Jette og jeg fulgtes ad, så den stod på osen rundt, spisning, strikning og kaffedrikning. Geilske strikkekits, så jeg længe på. Det ser ud til at være noget meget lækkert garn, men må altså have noget færdig først. Hos Bente Rønberg stødte jeg på New Zeelandsk lammeuld lidt tykkere end DUO, samt noget nyt færøsk uldgarn. Det skal helt sikkert prøves. Har bestilt farvekort, som jeg glæder mig til. Apropos glæder mig til - så kigger jeg dybt i postkassen hver dag efter Spin Off, som skulle være sendt fra "over there" den 11. oktober, og nu skriver vi den 28., altså 17 dage undervejs indtil videre. Det er da lang tid ikk' 0s'? Vil lige se til tirsdag med, før jeg sprøger dem hvor det bliver af.

søndag, oktober 14, 2007

Ville have vist Mermaid


men det er åbenbart ikke muligt at "uploade image", hedder meldingen fra blogger. Aner ikke hvorfor, men jeg vil prøve senere. Istedet må jeg nøjes med at vise Diamanter fra MI. Det er Åse Lund Jensen herself, der har designet. Et ok mønster at have med at gøre, dog skal jeg helst kun være mig selv, når jeg skal strikke på det. Det er det med hovedet - hvad det kan behandle på samme tid :-). Har iøvrigt fået ideen med sikkerhedslinen fra Jette.
Har ellers ryddet op igen igen på min lille systue, som nærmest er et garnhummer, og kan ikke forstå hvorfor mit garnlager bliver større - det skulle jo krympe. Så jeg overvejer at tage væven i brug. På den kan man faktisk godt få brugt noget garn i en vis fart, når det altså lige er startet op. Har f.eks. 300 g duo i lyserødt. Kan slet ikke huske hvad jeg har købt det ind til. Og hvad søren skal jeg strikke af lyserødt, når der ikke er småpiger i miles omkreds? Nogle gode ideer? Ellers har jeg tænkt et vævet tørklæde.
Nå, men om lidt er kaffen klar, og jeg har lavet æblekage mumff.

tirsdag, oktober 02, 2007

Rokketræf


Var til rokketræf på Hørvævsmuseet i Krengerup i søndags. Det var bare SÅÅÅÅ hyggeligt. En samling af glade og rare spindende damer i dejlige omgivelser. Hvad mere kan man ønske sig. Og jeg fik hjælp, gode råd og fif. Det gav nogle skønne timer, og så var det spændende at se forskellige rokke, spindefibre og ikke mindst hvordan folk har fundet sit eget greb på spindingen. Jeg vil sige det er helt vildt fedt at spinde.
Som en sidegevinst fik de der havde lyst, en rundvisning på museet. Jeg har set det tidligere, men at få vist rent praktisk, hvordan hør'en bliver til, fra det står på marken, til det er færdigt som klædning, giver et virkelig godt indblik i tingene. Det er først nu jeg fatter at selve hørfibren er inde i hørstrået. Et par af de store væve blev også sat igang - jamen det er imponerende.
Nå men jeg har jo bestilt et abonnement på Spin-off, og "it will be mailed on 10/11/2007". Kan næsten ikke vente, og nu lige hvor jeg skriver det, kommer jeg til at tænke på at det vel er den 11. okt. og ikke som jeg i første omgang har troet den 10. nov.. Er der ikke noget med at datoangivelse på amerikansk starter med måneden? Det håber jeg.