lørdag, oktober 07, 2006

Naturen er noget beskidt stads...

Ingen billeder idag, fordi min datter har kameraet med på udvekslingstur til Frankrig, så hun kan tage nogle af minderne med hjem til evigt gemme. Det er klart, det skal hun have lov til det lille nus. Så der er helt stille i huset - manden er gået på værkstedet til egne sysler og jeg har lige siddet i min stue med strikketøjet ved det store vindue, der giver mig udsigt til byen og fjorden, og hvor den store hængebirk med sine slag på ruden i ny og næ, minder om at vinden er kraftig idag. Det er en lise for sjælen. Men jeg er rykket ned til komputeren, fordi naboen skal have støvstuet i haven. En rigtig udendørs "støvsuger", har han. Den siger højt, der skal nemlig mange motorkræfter til, for at opfange alt hvad naturen bilder sig ind at strø om sig her om efteråret. Blade i kønne farver og løsrevne grene danser om kap i oktobers kraftfulde vind. Jeg mener jo det giver næring til sjæl, helbred og fantasi, men nej det skal væk skal det.
Det måtte ud, derfor denne brokken på bloggen.

Ingen kommentarer: