Sylysten hærgrer

Der er noget ganske særligt ved store patchworkprojekter. Noget svært forklarligt, som hvilen i sig selv, tillid til at det bliver godt, indre ro og en ubændig vedholdenhedsstyrke. Ved ikke hvordan jeg skal komme det nærmere, men det er nok det, sammen med selve håndsyningsglæden der gør, at jeg kan gribes af lyst til at sy patchwork. Men der er noget der er så svært for mig i forhold til patchworksyning, og det er at farver, mønstre og syteknikker byder på så mangfoldige muligheder, at jeg ikke kan vælge. Det med at sætte farverne sammen så det ligner grannys kludetæppe, det kan jeg bare ikke. Der er simpelthen altid noget der er forkert. Det er jo egentlig underligt, for i princippet skulle man jo bare kunne tage af stofresterne og sy løs. Men nej det fungerer ikke. Ihvertfald ikke for mig. Men nu synes jeg at være faldet til ro med dette projekt. Et enkeltsengstæppe. Der skal være 18 af viste blokke. De lyse stoffer er nogle jeg begyndte at samle på for nogle år siden. Mangler bare et par stykker, så er der nok til tæppet efter mine begreninger. De brunlige er jeg nu også glad for. Så alle de spekulationer over farver osv. er borte. Det er simpelthen bare at sy derudaf. Sidde i sofaen og sy sy, når alt det MEGA store forberedelsesarbejde er gjort.
Vil lige vise et par specialiteter - silke sytråd - de to bagerste trådruller, og bomuld den foreste.

Og så lige et par egkanter - mon det staves sådan? -
Jeg føler mig næsten hensat til tiden omkring "Det Lille Hus på Prærien", hvis det da ikke lige var for www adressen på det nederste stof. Håber det kan ses.
Det lyder jo altsammen som den rene idyl, her midt i juletravlheden. Jamen det er det også, for jeg har ikke stress over julen. Mad, gaver og godter, det skal vi hygge os med. Og det er selvfølgelig nemt, når vi kun bliver 4.