fredag, juli 17, 2009

Tour de Ballerina

Jeg er nået til een af de sidste etaper inden Ballerina kan meldes færdig. Det er bl.a. en god ting ved mange af Hanne Falkenbergs designs, at der ligesom er nogle etaper man skal igennem. Det virker ret motiverende synes jeg. Den ser lidt kortærmet ud, men man skal regne med yderligere 10 cm pga. kanter både ved hals og ærmekant, så jeg tror det kommer til at passe til sidst.

Her på pinden er så Årringe fra Annette Danielsens bog "Strik Naturligvis". Ja, jeg ved godt at det ikke er nemt at se det mørke garn, men billed skulle der tages, for det er mit eget håndspundne Blue Faced Leicester garn. Jaaee, Ulla siger jo det er ok at være selvfed over håndspundet garn, så igen - det er skisme rart at strikke af. Ha! Det var sådan set også en opfordring til Jer der måske går og pusler lidt med tanken om at lære at spinde. Klø på - det er rigtig hyggeligt.
Her står den ellers på ferie - kun een uge er ved at være brugt, og jeg skal selvfølgelig til Sverige lige så snart manden også har mulighed for det :-)
Tak for Jeres fine kommentarer til Sprite. Det luner jo også :o)

søndag, juni 28, 2009

Spinde sprite


Det er godt nok længe siden jeg har gjort noget som helst håndarbejde færdigt. Det er fordi jeg har gang i så meget, men nu er Sprite sørme færdig. Strikket i mit eget håndspundne garn af 50% merino, 37% alpaca og 13% silke. Det var 200 g fibre jeg sådan har sjatkøbt for længe længe siden i Kartehuset. Jeg kartede hele molevitten sammen, og spandt så garnet. Uld og garn har jeg vist før. Vil nu bare vise det i en sammenhæng.


Strikket str. L, da mit garn er tyndere end opskriftens bomuld. Forbrug ca. 150 g. Som det ses passer den fint. Min tanke var egentlig at boblerne skulle præsentere håndspundne garner gennem tiden, men da jeg ikke har spundet SÅ meget endnu, var jeg nød til at spinde ganske små dunter garn i forskellige farver af merino uld. Hot or not? Hot vil jeg sige. Både i ordets bogstaveligste forstand (den skal bruges med en langærmet T-shirt indenunder til kolde dage) og også i ordets overførte betydning. Bliver lige nødt til at nævne, at det har været en stor fornøjelse at strikke af sit eget garn. Næste projekt i håndspundet er overvejet. Skal lige lave strikkeprøve, og så slår jeg op til "Årringe" fra Strik Naturligvis, af Annette D.


mandag, juni 01, 2009

Man har et standpunkt til man tager et nyt


host. Jeg har været igang med dette tæppe længe længe, og undervejs har jeg ændret mening mht. farvevalg. Det skulle være scrap sku' det. Men nej nej det bliver alt for rodet, så jeg er vendt tilbage til den tidligere tanke med det mintgrønne og blå (hver anden blok er blå). Øverst igang med den 8. blok :o§ der skal være 21 ialt for at blive til et sengetæppe, når der kommer bort på også. Det er nu hyggeligt at sidde ude på terassen og sy, sådan helt fredeligt til fuglesang og duften af kaffe. Ja man kan jo også både spinde og strikke, når man nu er vild med håndarbejde. Åååee man skulle vel nok have flere fridage tihi, men ok vekselvirkningen er nok også god. Bogen "Sy patchwork" har jeg lånt på biblioteket, og er relativ ny. Den er af Lene Speich og Jane Sand. Det må blive en klassiker. Det tror jeg. Det er længe siden jeg har haft en patchworkbog i hænderne der har tiltalt mig så meget. Egentlig ikke fordi der er nogle af projekterne jeg skal gøre direkte efter, men den er bare så straight - ligetil og informativ. Mange oplysninger har været gode for mig. Jeg vil betragte den som en følgesvend, som jeg bare må eje. Så er det jo godt det er hverdag i morgen, og at boghandleren har åben :-)

mandag, maj 25, 2009

SÅ blev der jo tid til at blogge


Der har været mange sverigesture her på det sidste, ganske enkelt på grund af de mange helligdage og dermed muligheden for at rumstere og tage nærmere i vare på vores svenske husmandssted. Nå men altså når man bor kun 100 km fra Göteborg og der er Nordisk Quiltetræf dér, så må man da lige forbi for at se hvordan sådan noget tager sig ud.
Det var af en ganske ganske anden kaliber end jeg havde forestillet mig. Havde nok regnet med at det var større og endnu mere imponerende end vore danske patchworktræf. Det var det ikke, kan jeg så sige. Ovenfor ses hvad jeg købte: Indgangsbillet, et taskemønster og en nordisk træfpin. Ialt for 295 svenske kroner. Der var ca. 1/3 - 1/4 antal butikker end på dansk træf, og ca. 1 kvardratmeter for hver 5 personer at bevæge sig på. Jeg opgav ganske enkelt at nå frem til selveste stofferne. Jeg havde derfor rigelig tid til at se lidt nærmere på byen. Manden min havde nemlig sat mig af ved Folkets Hus hvor træffet var, for selv at køre lidt videre til en specialforretning med linoliemaling, ditto sæbe og andre nørdede sager til gamle huse.


Så jeg var en tur på gågaden i det nordlige centrum. Sådan har jeg forstået at Göteborg er skruet sammen med flere centra (hedder det vidst i flertal). Haga Nygata - en gade i gammel stil med smukke gamle huse, den ene mere indbydende café end den anden, og specialforretninger med islæt af nostalgi på ægte facon. Således kom jeg også forbi en antikvar boghandel med flere håndarbejdsbøger i udstillingsvinduet. Jeg anede straks at her var der måske en mulighed for at finde noget jeg længe har ledt efter. Og da da da darrrr ganske rigtigt "Trolla med trasor". Jeg har lånt den adskillige gange på biblioteket for at have den i beredskab, til jeg en skønne dag skulle komme i besiddelse af så meget tid, at jeg ville kunne væve kludetæpper. NU HAR JEG DEN SELV :o), og mit bibliotekseksemplar kan jeg aflevere een af dagene, uden at bekymre mig om den er der, når jeg får brug for den. PS 75,- svenske - det var skisme da et godt køb, og standarden er helt i top.

mandag, maj 04, 2009

Nej hvor mærkeligt

Lige pludselig var det indlæg jeg skrev igår væk, og jeg kan stadig ikke overføre billeder. Enten er det Blogger eller også er det hos mig der er noget galt. Og husets computerekspert er til fodbold, så desværre ingen billeder.
Jeg havde jo ellers regnet med at jeg skulle have haft Helga Isagers nye bog "Strikketøj", i lørdags, men jeg anede nok at den alligevel ikke udkom 2. maj som der stod på Isagers hjemmeside. På forlagets side stod der først 31. maj, så 8. juni og nu siger MI 14. juni, så jeg satser på at den måske er udkommet til strikkefestival på Fanø til september. Sorry hvis det lyder lidt spidst. Det er ikke helt meningen. Jeg har før oplevet at bøger, også af andre slags, loves udgivet, og bliver ved med at blive udskudt.
Og hvad laver jeg så? Jo jeg strikker på Ballerina + en vest i tvinni fra MI, og jeg skal på strikkecafé på torsdag :-)

søndag, maj 03, 2009

Den forsømte blog

er en overskrift jeg har set rundt omkring i blogland. Det gælder så absolut også her, og det huer mig ikke.
Var en tur i København igår, da Jakob havde inviteret på middag. En ultra kort bytur gik forbi Uldstedet, hvor jeg købte et nøgle Kita Samba til en lille hue, hvor man slår 40 masker op og strikker ca. 36 cm og så snørrer sammen for oven og laver et passende ombuk.
Det tager mega lang tid at overføre billeder lige pt. så jeg vender lige tilbage efter "Hjerteslag".

søndag, april 19, 2009

Langt ude på landet ligger et lille hus i Sverige


Endelig er det lykkes. Vi har set efter hus i Sverige i næsten 1½ år, og nu tradadadada, er det blevet til virkelighed i Vestra Götland ikke langt fra Borås. Vi har holdt påske deroppe, og det har været rigtig rigtig hyggeligt.


Jeg tænker nok det vil være muligt at tage den lille væv med og måske også rokken, for at sidde udenfor og spinde + væve til skovens lyde.


Jeg har ihvertfald strikket lidt på Ballerina fra Hanne Falkenberg, som jeg begyndte på skærtorsdag. Den ser måske lidt mærkelig ud, som den ligger dér, men den er rigtig nok. Jeg er ikke nået længere end snart færdig med første ærme, men den er rar at strikke. Der er ligesom heletiden nogle etaper man kan stile mod, og så kan jeg vældig godt lide garnet.


Narrestreger af Annette Danielsen er færdig. 193 g tvinnirester. Sådan ca. halvdelen af bundfarven, den grå, og resten i de forskellige farver. Det er en rar fornemmelse at bruge rester til noget fornuftigt, hvis man kan sige det sådan. Det er virkelig god at have på.

søndag, april 05, 2009

I spindende humør

og ikke spændende - Camilla Läckbergs krimmi kan jeg ikke li' GYS det er for UHYGGELIGT. Vil hellere blogge lidt, hvilket også er længe siden. Ja der er langt mellem mine indlæg for tiden fordi jeg har så travlt, men 200 g Blue Facedliecester er dog spundet, tvundet, afhaspet og bundtet. Jeg ved endnu ikke rigtig hvad jeg skal bruge det til, men nu er det banderoleret :-) så jeg husker hvad det nu er. Det er super lækkert skønt, og en meget stor fornøjelse at spinde af.
Og straks er dette skønne Leicesteruld på rokken. Jeg købte 300 g af Renee Darley på Spindeforeningens generalforsamling for kort tid siden. Den egentlige leverandørs artsfælle er svensk og ser altså rigtig sød ud, syn's jeg. Jeg kan godt lide vekselvirkningen mellem at spinde at farvet uld og så noget ganske naturligt ufarvet råuld, men dog vasket lige akkurart så den fine duft af fru Leicester er bevaret. Jeg skal have fat i noget meget mørk brunt også, fordi jeg vil bruge det til slå om trøjen fra MI. Man skal scrolle over halvvejs ned på denne norske hjemmeside, hvis der er nogen der vil se hvilken een jeg mener.

søndag, marts 22, 2009

Jo, jeg er her endnu


det er bare om at nå det hele, når man nu er velsignet med en ubændig passion for håndarbejde, ikke mindst det uldne islæt :-)
Jeg har købt Knitters Loom fra Ashford, med transporttaske og kamme. Kort sagt hele molevitten. Den er bare så fin. En lille lille væv man kan have med sig, endda selvom man har noget igang. Den er fortrinlig til hjemmespundet garn, fordi man, eller jeg ihvertfald, ofte har mindre mængder af garn som man skal nurse lidt med. Det første prøvestykke jeg har lavet er dog ikke i hjemmespundet, men et halstørklæde i Noro strømpegarn. Jeg synes egentlig at Noro tager sig vældig godt ud i vævet tilstand. Kunne godt have lavet det længere, men jeg har nok på lageret til at væve et mere.


Næste projekt er til to små sofapuder. De grå nuancer er rester af diverse uldgarner. Helt til venstre er det noget håndspundet, jeg for flere år siden har købt på Fåredagen i Gummerup. De røde/lilla nuancer er Duorester. Islættet er Lett Lopi fra Istex. Og ups jeg kan se at jeg har lavet en fejl ude til venstre ca. 1/3 nede. Det er nemt at rette, så det før jeg lige, når jeg har fået et par stykker rugbrød.

søndag, marts 01, 2009

Verdens hyggeligste generalforsamling

finder hvert år sted i Spindeforeningen :-) Jo, jeg var til GF igår på Tommerup Teglværk. Der var velkomstkaffe og boller, en kort, præcis og veludformet generalforsamling med de dertilhørende punkter. Og SÅ blev der spundet og spundet og snakket og set og købt ind hos de yderst velassorterede butikker. Jeg har desværre ingen billeder, men jeg tror næsten at bestyrelsen lægger billeder ud på vores hjemmeside :-) Der blev spist lækker lækker mad, spundet igen og derefter et ret spændende foredrag om svampefarvning. Nu er jeg ikke farvekyndig, men jeg kan vidst godt sige at svampe tilsyneladende har noget mere farvepower i sig end almindelige planter har. Det er de skønneste dybe farver der kan komme ud af sådan nogle. Altså er du allerede spindeglad, eller kunne du tænke dig at blive det, og endnu ikke medlem af foreningen, så kig dog lige forbi og kom med. Der er flere hyggelige arrangementer "hjulende" hen over året.

Men billeder skal der da være, så I får lige mine seneste sokker strikket på maskinen. Jo jeg er ved at få færden af det, omend der stadig er et par småfejl, som jeg efterhånden er blevet så klog på, at jeg sørme tror det næste par bliver uden hovsaer.


Øverst sokker til Ida, str. 37 i Fabel. Nederst str. 43 til Jakob i Regia. Huen på nederste billede er i rester af Arwetta og xxxl sokkegarn til svigerfar.

søndag, februar 22, 2009

Hallo hallo


Monterings Åge kom hid. Det har værtet en sej pine at blive færdig med kiler, men nu er den skisme NÆSTEN færdig. Jeg har syet lynlåsen i (trommehvirvel), nålet den om til vrangen for at holde styr på den når belægningen skal sys på. Pyyyyeehh det er et træls arbejde, men det ER altså bare noget med at GÅ I GANG - dog ikke nu, for det kræver absolut dagslys. Farven er dyb dyb mørk blæk blå/lilla. En tråd tvinni og en tråd tvinni/alpaca farve 55, pinde nr. 5, som jeg jo ikke er særlig gode venner med.

Nu vel jeg har strikket en alpehue efter opskrift af Helga Isager. Tror det er een af hendes tidlige designs. Her strikket i en tråd sort tvinni og en tråd højlandsgarn farve oxford, pinde nr. 3,5. Alt fra lageret. Den er lidt til den store side, så jeg tror jeg valker den lidt i koldt sæbevand, som der også står i opskriften. Hot or not? Jo den er ok, og ihvertfald ikke så skrigende/selvlysende som den forrige hue.
Også lige tak for alle jeres søde kommentarer til ribvesten :o)

søndag, februar 15, 2009

Tradadadaaaa


Ribvesten er færdig. Faktaboks: 135 g DUO farve 585M, p.3, opskrift efter MI's Ribjakke, strikket i str. M, da S passer mig i tvinni, og DUO jo er en anelse tyndere. Hot or not? Absolut HOT. Nu ser den jo ganske sylfideagtig ud, som den hænger dér. På mig er der knap så meget talje HOST :o). Knapperne er fra Birthe Sahl. Jeg købte dem en dag for nylig hvor jeg var i Fredericia hos Lund + Lund.
Det har været sådan et hovedetunderarmen strikkeprojekt, hvilket passer mig fint. Det giver nemlig mulighed for mental drøvtygning, og det synes jeg er en herlig ting.
Vil lige sige at specielt i denneher model ville det være fint at splejse/filte ender a.m. Annette Danielsen. Det foregår sådan: Man deler garnenden i de to tråde garnet består af. Nipper lidt af den ene ende og gør det samme med det nye garn. Lægger de to optvundede garnender side om side i håndfladen, og så - lille spyt, hvorefter man gnider håndfladerne mod hinanden, så garnet småfiltes sammen. Og så strikker man. Jeg gør det på den "Narrestreger" jeg er i gang med nu. Viser den i et kommende indlæg.

søndag, februar 08, 2009

Futte lutte


Naboens datter venter sig, og jeg har kendt hende siden hun var 4 år og sad fast i dybe mudrede traktorspor i det der nu er vores have. Nu er hun 29 og for længst flyttet hjemmefra, men kommer dog stadig forbi nu og da hos den "gamle" nabokone :-).
Disse her er et strikkekit fra Kastanjestrik. Må nok hellere strikke et par mere i en mere all round farve, for der er vidst ingen der ved om det bliver en pige. Det var bare det garn jeg havde. De er strikket i Jamieson's shetlandsuld og efterfølgende vasket i maskinen på 40 gr.
Tænker jeg har en god grund til at se lidt på Annette Danielsen's og/eller MI's babymodeller, og så strikke noget i bomuld.
For vente helt til september, hvor Annette Danielsens nye bog kommer, er nok lidt for længe. Bortset fra det, så skal jeg eje den. På strikkecafé i torsdags fik vi lov at smugkigge på modellerne, og min begejstring vil ingen ende tage. Hun er simpelthen bare så dygtig. Og for øvrigt, var det en rigtig hyggelig aften hvor Annette viste alle sine modeller fra "Strik Naturligvis". Det er helt fint at se dem in natura. Man kan blive ganske overrasket over nogle af dem. F.eks. havde jeg ikke sådan i tankerne at skulle strikke nederdelen fra bogen, men den er på min ønskestrikkeliste nu.

Foruden det jeg ellers har gang i, har jeg strikket huen her i Ombella og noget andet ubestemmeligt strømpegarns lignende garn. Jeg manglede en hue, og fandt dette kit hos Garnbixen i Odense. Den er på p 5,5, og jeg gør det ikke igen. Det dér Ombella mohair garn kan jeg ikke lide at strikke med, men huen er dejlig dejlig varm. Så er der lige farven. Nok lige lovlig skrigende, men alternativet var en nulognix grøn (lys støvet grøn), fin farve, men absolut den allerværste farve til mig.

søndag, februar 01, 2009

Endelig

blev det færdigt. Juletræstæppet. Og JA der ER et par valkende steder i hørafdelingen, men det bliver IKKE lavet om. Det korte af det lange er at jeg har bøvlet mere end almindeligt med quiltningen. Jeg ved ikke hvad der er gået af min symaskine fru Pfaff. Hun har før quiltet uden de store problemer, men detteher var åbenbart for meget at forlange. Har endda fornylig været til eftersyn med justering og reparation af trykfodsløftet. Ligeud syningen og det mere almindelige er der ingen problemer med, hvilket jeg håber holder ved. For det er nemlig meningen af Ida skal have den når hun flytter hjemmefra, og så skal jeg have en ny :-) Jeg synes selv det er en glimrende idé, og Ida er også fuldt tilfreds. Men bortset fra det, så skal der jo også stå et juletræ på midten af tæppet, og så kan man jo ikke se valkningerne.

Vil da også lige vise mine blokke til et gæstesengetæppe. Jeg har været startet flere gange. Kørte først på med brunlige nuancer, men fandt dem for kedelige, og sprang over til lyseblå og mintgrønne. Meeen det var altså FOR fiset. Så nu klør jeg på med noget der mest ligner en scrap samling. Jeg har taget udgangspunkt i det mørkebrune stof med bomber af forskellige farver. Det er dem jeg søger at ramme, og det gør det knapt så kedeligt, og samtidig håber jeg på det får det her old fashion scrap quilt agtige over sig. Selve blokken holder jeg fast ved. Den er nemlig super god, fordi den alle steder skal sys sammen med samme antal stofstykker, hvilket gør at man ikke skal ase og mase med at få spidserne til at mødes, sådan nogenlunde fornuftigt. Som det ses syr jeg over pap. Det kan jeg bedst lide, men gad vide hvad amerikanske patchworkere tænker om det. Først at ri på pap, så sy sammen og så tage pappet ud igen. Næe nej amerikanere syr stykkerne sammen sådan lige uden nogen dikkedarer. Men hvordan de får det til at passe så fint, som jeg har set, er mig en gåde.

søndag, januar 25, 2009

Næsten svævende


ser det da ud, som sjalet hænger på bøjle i en strik jeg slog om spærret i loftet, for at skaffe et passende sted med tilstrækkeligt lys at fotografere i. Ikke særligt skarpt fordi det blev med med at dreje. 100 % fin merino strikket på maskinen til min svigermor - fødselsdagsgave 79 år :-). Det var jo ingen sag at strikke, og der er heller ikke meget hurlumhej i det, men det tog alligevel et pænt stykke tid. En eftermiddags motion ved strikkeheksen.
Jeg har arbejdet hårdt med flere forskellige ting. Mest anstrengende er et patchworkjuletræstæppe, der har været undervejs i flere år. Det blev heller ikke færdigt til sidste jul, men nu skal det dælme være. Er i øjeblikket ved at quilte på symaskinen. For katten da, det volder problemer, men nu har jeg dog indset, at ihvertfald een af problemkilderne er bomuldssytråden. Den er bare for tyk, og jeg bruger endda en quiltenål nr. 90, men jeg har pakket det sammen nu, og venter med at gøre det færdigt, til jeg har en mere passende tråd. Skal nok vise det i et andet indlæg, men jeg er ikke selv imponeret

søndag, januar 11, 2009

Tra da da daaaaaa...


Mine sokkekvaler er ved at nå sin ende. Først måtte jeg atter bakse med nogle håndstrikkede. Jeg ER ikke så glad for at strikke med fire pinde, selvom jeg synes det ser så vældigt ud, og at sokker bare er en dejlig ting, så jeg forsøgte mig med en lang rundpind, efter inspiration fra Tines indlæg fra 8. januar. Altså det gik nogenlunde med den ene sok af dem til venstre. Den anden har jeg strikket på fire pinde, og jeg ved godt at mønstret ikke er ens, fordi det snød lidt. Troede jeg havde ramt rigtigt med begyndelsen, men nej. Nå men så igang med 4 pinde igen - Regia sokkerne - på vej til Sverige lige efter nytår. Var dog ikke nået ret langt før jeg tabte den ene ibenholdt pind ned mellem sæderne i bilen på færgen Helsingør/Helsingborg. Aarrggh, kunne altså ikke få fat i den igen. Ida kunne med sine lange smalle fingre, men ak den knækkede, og så var der ikke mere strik på den sverigestur. Se lige nogle luksus strømpepinde hos Mariannes Wolle Holz und Stein Veilchenholz til den nette sum af 23 Euro. Dem kunne jeg godt tænke mig, men jeg får altså ondt i ryggen af at strikke sokker, og så er det lige jeg vil vise at det LYKKEDES i dag at strikke en sok på strikkehexen.


Jo vidst, der er et par ganske ganske små skønhedsfejl, men det er ikke noget at snakke om. Nu mangler jeg så makkeren, men jeg skal nærmest have projektører på for at se det, når det er blevet mørkt udenfor, så det må altså vente til fredag. Jeg er rigtig godt tilpas med den. Det er Arwetta strømpegarn strikket i str. 43. De er nemlig tænkt til svigerfar. Så kan han altid få nogle i Regia senere, for jeg har nemlig ikke så god erfaring med Arwetta. Jeg synes ikke det holder så godt i brug og vask.
Så springer jeg lige til det næste. Har I set det, der er kommet en ny netboghandel i Danmark: www.bogskab.dk Jeg ved slet ikke om den kan holde priserne under Book Depository, eller hvordan det forholder sig, men den er der ihvertfald.

lørdag, januar 03, 2009

Et spindende godt nytår


Åååeee alle de dejlige fridage har gjort at spinderiet er ájourført. d.v.s. kameluld/silken er spundet færdigt. Ses her med en smule merino/silke, jeg sjatkøbte i Kartehuset for nogen tid siden. De to garner passer egentlig ganske godt sammen, så måske de skal gøre selskab i noget halsediseagtigt strik. Færdig er også noget alpaca uld jeg har spundet og navajotvundet. Har ikke taget billede af det, fordi jeg ikke er helt begejstret. Det er ret tungt i det, som alpaca jo er, når det er alene. Skulle nok have tvundet det med merino, men nu må det ligge til der viser sig et passende projekt.


Og se så her hvad der kom med posten lige før nytår. De skønneste spindefibre fra Garngalleriet. Til venstre Bluefaced Leicester (BFL), og til højre alpaca/silke. Det er en bestillingssag i de her skønne farver. Som det ofte er, så gengives farverne ikke helt nøjagtigt på billedet, men de er meget smukke i virkeligheden, og det røg straks på rokken. Den var jo lige som klar. Smurt og trimmet og aldeles parat. Her ses så den ganske spæde start på BFL garnet. Spolen er fyldt nu og en ny er begyndt. Det er vanvittigt lækkert at spinde af. Det bliver ligesom hvor det er, altså vimser ikke så meget rundt i næsen og stuen som andre spindefibre kan gøre, og så er det blødt og lækkert.

tirsdag, december 23, 2008

Hue hej hvor tiden går

første indlæg i december, og jeg har endda været i god/rimelig tid med julegaver og alt det der. Nå, men her er så nogle billeder af det jeg går og sysler med. Jeg vil gøre det kort, for hvem har tid til at læse mine mumlerier på sådan en lillejuleaftensdag :-)


Først koglesjal fra Kastaniestrik i spindrift på p.6. Uuuu det er lige groft nok for mine håndled, men 16 pinde dagligt kan lige gå an. Ja undskyld billedkvaliteten, men jeg tager et bedre, når det er færdigt og er vasket.

Jo, det er sandt, væven er blevet rørt for første gang i flere år, men nu skulle det altså være. Det lådne der er bommet ind under væven er noget gammelt jeg engang havde gang i. Det skal bare klippes af, når det nye er færdigt. Det nye er kampavilla garn fra lageret til et sofapudebetræk i ligesidet kippervævning.


Og her har vi så diamantsjalet version 2 i Snældan 1 trådet uld. Det er lidt mindre end det første i tvinni, men ganske ok alligevel. Det er ikke blokket endnu. Måske det sker en af juledagene.


Et lille juletræ er kommet til min by. Nogle af jer kender det måske. Det er fra Kastaniestrik.
Med det vil jeg sige rigtig glædelig jul til alle Jer i blogland. Til Jeres dejlige kommentarer og til Jeres egne hyggelige indlæg på bloggene.
Kærlig hilsen
Inge

søndag, november 30, 2008

Nissehuevej nr. 5 og 7


Indgang i smøgen. Det ses ikke så tydeligt, men der er en dør på siden af det lyserøde hus. Alt fra Kastaniestrik. Huskittet købte jeg for nogen tid siden hos Tante Grøn. Blomsten er et kit jeg for længe siden har købt, og nissehuekittet har jeg købt hos Kastaniestrik selv. Helt langt ude på landet i nærheden af Bogense ligger det. Der er lang vej fra mig, men det er hele turen værd. Nu var fruen ikke selv hjemme i onsdags, men hendes mand kunne snildt finde både garn og opskrifter, så jeg købte lidt forskelligt. Nordstjernen, nissehuer, kastanie pulsvarmere og kræmmerhus kit. Og jeg skal helt sikkert til Kastaniestrik igen. Jeg tror Tina bobler af ideer, for jeg kunne forstå at flere finurligheder er på vej. Lige noget for mig :-)


De her små koglenisser er fra Karsten Kastanjes opskrifthæfte. Jeg har strikket dem i Jamiesons Spindrift, også fra Kastaniestrik som øverst. Ja man skal lige skelne - det er ikke det samme firma. De er stoppet med uld. Den lille røde er dog i Tvinni og stoppet med silke/kameluld.
Ja, det var det, og på torsdag er der strikkecafé, som jeg glæder mig til.

søndag, november 23, 2008

Småtingsfiflerier


er det jeg gør mest i for tiden. Dog bliver ribvesten og diamant sjalet version 2 også rørt ind i mellem. Men nu muffediser og pulsvarmere. Til venstre øverst og nederst Geilsk uld, som jeg synes er et meget lækkert garn. Øverst til højre Tvinni i mønstret Rød fra Japan strik af MI. Nederst til højre 1 trådet Vikinge garn fra Sirri - færøsk "guld". Efter jeg er begyndt at gå med Prinsesse varmerene fra Kastaniestrik, er jeg blevet helt afhænning af dem. Jeg fryser simpelthen, hvis jeg tager dem af. Ja, jeg er lidt kort for hovedet idag, men skal lige nå at lave kaffe, og så op på første, fordi sofaen kalder og jeg skal strikke nisser. Lige om lidt er det december, og jeg har dømt ren hygge med småstrikning. Har også ryddet op i huset her i fredags. Smidt ud i lange baner, for jeg bliver utilpas af for meget rod og for meget af dit og dut og dat.

søndag, november 02, 2008

Det er allehelgen og efteråret "blomstrer"

Den retstrikkede vest er færdig. Tvinni og Tvinni/alpaca på p. 3,5. Ud fra strikkefastheden skulle jeg kunne klare en str. M. Den er nu alligevel blevet lidt til den lille side, men jeg kan sagtens bruge den til kjolen, som jeg havde tænkt. Den skal ikke knappes synes jeg, men knapper skal den selvfølgelig have. Birthe Sahl knapper. Forestiller mig nogle i sort med noget brunligt over sig. Så er det lige om der er nogle der ved om Birthes knapper kan købes på Fyn? Har dog fået tlf.nr. af Bente Rønberg, da jeg var på messe i Fredericia i sidste week-end, men hvis nu de er på Fyn.
Så er der Spindelvæv fra Annette Danielsens nye bog. Skulle måske lige have været sort eller orange her til Halloween, men det er super lækkert. Absolut hot.


Og så kunne jeg ikke stå for Design-clubs nye Pisa vest, Den var frisk fra fad, kan man vidst roligt sige, i Fredericia om lørdagen, som den netop var udkommet om torsdagen, sagde Lund + Lund. Meeeeennnn jeg har altså taget den af pindene igen. Det skyldes udelukkende at jeg ikke kan strikke det pænt i dobbelt DUO. Ind- og udtagningerne bliver noget biks, og jeg skal hele tiden holde regnskab og kikke efter om der nu er fejl. Og det er der, altså nogle jeg selv har lavet. Opskriften er ok, ingen klager på det. Det ses måske ikke på billedet, men jeg kan ikke lave det pænt. Så hvad gør man så med nylig indkøbt 250 g DUO i super lækker farve 585M.
Frem med mappen med strikkeopskrifter, og så jov,



denneher ribsjakke har jeg engang strikket i Tvinni. Har givet den væk for længe siden, hvilket jeg næsten har fortrudt, bortset fra at den var skovgrøn, og det er ikke lige min farve, så det var derfor jeg gav den væk. Nu kunne jeg altså tænke mig den som vest, og er igang med duoen på p. 3. Har slået 379 m op til skød, og det tror jeg kommer til at passe. Den er selvfølgelig også selvskreven til Birthe Sahl knapper. Det fremgår ikke så tydeligt, men farven ER altså bare flot, og det ser pænere ud + at jeg ikke skal holde regnskab hele tiden. For nogle er det nok kedeligt, men jeg har det fint med at kunne bruge hovedet til noget hyggeligere, når jeg strikker. Kommer til at tænke på noget Peter Mygind engang har sagt. Nemlig at når folk er på rejse, hygger de fleste sig med at høre musik, tale i tlf., eller læse. Peter Mygind har bare sit hoved med, og så rejser han bare. Det er lidt sådan jeg har det med strikning.
Vil lige tilføje, at jeg ikke har taget kopi af opskriften til Ribjakken. Jeg fik den sådan, da jeg købte skovgrønt Tvinni og opskrift for mere end 10 år siden i København.

fredag, oktober 24, 2008

Aarrrrggghhhhh!½§&%¤=?

Hvorfor katten vil det ikke lykkes? Troede lige at kunne genopfriske maskinsokkestrikketeknikken, men jeg skal åbenbart have en støttepædagog ved min side for at kunne. Havde ellers fået vendt ribben og sat igang med skaftet, og hvorfor er det så lige at slæden klonker fast midt i rundstrikningen, så det ikke er til at redde. Har/havde ellers i tankerne at skulle strikke sokker i julegave til flere i familien, men det kan være jeg må nøjes med sjaler, håndledsvarmere og filtede tasker. Hmm så det bliver måske kun de kvindelige familiemedlemmer der bliver begavet med strik fra min side. Ja, nu må vi se, men jeg kan godt sige at selvtilliden har fået et knæk, hvad angår sokkestrikning på maskinen.

½ time senere. Nu har jeg så holdt kaffepause og spist et coxorange æble, og det har da hjulpet på humøret. Har købt en lille kurv hos Sinnerup igår, jeg var i Odense. Synes den var fin til aktuelt strikketøj. Her med spindelvæv, som efter kaffepausen kun mangler en halv rapport. Næst efter er det den sorte retstrikkede vest der skal i kurven. Den og et par andre UFO'er skal være færdige snart. Mit mål er at gå ind i det nye år med højst 3 igangværende strikketøjer, hvoraf det ene er "Kiletop" i viscolin. Den kan få lov at vente til sommer. Den anden er "Sprite" i hjemmespundet, og den tredie er et nyt. Jeg drømmer lidt om "Jazz" fra Hanne Falkenberg i farve 12.

søndag, oktober 19, 2008

Hej det' Inge

Ja, det er vidst på tide med en lille opdatering. UUHH jeg har haft travlt med 6 dages arbejdsuger. Hav' ikke medlidenhed, det er efter eget valg. Jeg har nemlig hjulpet en veninde med at passe sin butik i min fritid. En slags fritidsjob kan man sige, men nu i denne weekend har jeg helt og aldeles fri. Ida er taget til København for at besøge Jakob (storebror), og manden min har for fulde plejet sine sportslige sysler - super. Så jeg har haft rigtig tid til at studere min nyerhvervelse - Strik Naturligvis af Annette Danielsen. Et brag af en bog (er det ikke sådan anmeldere ofte skriver i anmeldelse af skønlitteratur :-)). Et brag er måske et lidt malplaceret udtryk i denne sammenhæng. Nærmere stilhed, sporadisk afbrudt af stormstød. Jeg er helt vild med den. Den er så smuk, og det der kommer nærmest min beskrivelse af den er nok: Et STORT knus til Annette Danielsen. Ja, man kan jo ikke sådan gå rundt og knuse folk, men skriftlig er det vel ok.
Selvom jeg synes det ser flot ud til mænd med hjemmestrik, så har jeg sjældent haft lyst til at strikke een, men fru Danielsen har kreeret de aller flotteste af slagsen, ssååååeee måske jeg sku' springe ud i sådan en på et tidspunkt.
Men lige foreløbig er jeg i gang med Spindelvæv i Isager Alpaca 2, som jeg synes er et super lækkert garn. Af alle garner er det nok i det hele taget Isager's jeg synes bedst om. Nej, jeg får ikke %% for al den ros, og nu er det også slut.
Jeg er igen i færd med at rydde op i mine ufo'er, og har lige strikket lidt på den retstrikkede vest. Dårligt billede, men vil alligevel vise den. Den er i tvinni og tvinnialpaca på p 3½. Strikker str. M, og er skisme lidt bekymret for om den bliver for lille, selvom jeg normalt er til str. S, men nu skal den være færdig, og det der driver mig, er at den ser ret godt ud i virkeligheden, og den kunne passe godt til en ny kjole jeg lige har fået.

onsdag, september 24, 2008

Se liiiiiigeee...



hvad der kom i e-posten idag. Nyhedsbrev fra spindeforeningen. Har fluks sat vand over til kaffe, tændt lys i stuen, og så er det sofarækken 1. sal der kalder. Har også været en hurtig tur til Årslev efter arbejdet idag til Kartehuset. Skulle bare have lidt kameluld til en prøvespinding - det lyse, og så lidt merino/silke i flotte farver. Det er nu sørgeligt at Kartehuset lukker. Specielt for filtefolkene, for jeg tror da sjældent man ser en så velassorteret butik udi filterelaterede materialer. Men så vidt jeg kunne forstå, vil man stadig kunne købe silkestoffer, og dem er der sandelig også et stort udvalg af.


lørdag, september 06, 2008

Ku' alligevel ikke stå for baretten


På strikkecafé i torsdags, hvor Tanterne Grøn entrerede med Tiboodoo*s. Susanne (Grøn) annoncerede foretagenet på fransk, og det lød aldeles flot. Lige så flot som selve kollektionen er. Egentlig er det nok ikke min stil med det meget pæne, men det her Tiboodoo er bare så lækkert. Det har sådan lidt retro over sig, som egentlig fint står til det lidt mere tilfældige. Ja, jeg kan ikke rigtig forklare, men nu har jeg strikket baretten her, og jeg skal helt sikkert have flere af den slags strikkekit. Og nej, jeg er ikke blevet hverken farmor eller mormor. Det sidste var nok også lige lovlig tideligt, men altså, det er da meget godt at have sådan en lille smule at give væk, når lejligheden vel på et eller andet tidspunkt byder sig :-)
Apropos fransk, så skal jeg til fransk på tirsdag. Det har ikke noget med min begejstring for Tiboodoo*s at gøre, nej det er en gammel bedrift jeg genoptager. Meldte mig i sommer, da Ida skulle til eksamen i fransk, hvor jeg kom til at tænke på at det kunne være hyggeligt at fifle lidt med det igen. Det er efterhånden også 2 år siden jeg sidst har gået i skole, så jeg glæder mig.
At strikke = tricoter. Jamen det er da ikke så underligt :-)

lørdag, august 23, 2008

"At leve er en evig kamp med....

trolle og dæmoner. At digte er at sætte sig selv i bås" Ca. sådan, og nogenlunde sådan: "Det kan vel da for fanden ikke være sådan i livet, at de dumme skal herske over de kloge". Ja, det er ikke noget jeg har fundet på, men disse og mange mange andre små anekdoter/citater står skrevet på Karl Johans Gata i Oslo. Det er brudstykker fra Peer Gynt, breve til Georg Brandes og mange andre. Jo, jeg har været i Oslo, og med paraply i den ene hånd og garnposer i den anden, gående sidelæns, først den ene vej og så den anden vej, for at læse skriften på Karl Johan, kunne man nok få associationer i retning af "I'm singing in the rain".
Fordi manden min ikke rigtig har haft ferie, men hele tiden havde noget arbejde at gøre i Oslo, fik jeg den mulighed at komme med, og det siger man jo ikke nej til.




Det er blevet til 4 skønne dage i den oslo'ske heksekeddel. Det vil jeg kalde det, for hold da op en trafik der er i Oslo, samtidig med at det halve af byen er under omkonstruktion, er der en hektisk trafik af sporvogne, busser, lastbiler og alt den mindre trafik. Jo vidst, der er selvfølgelig gågader, men nu ikke så mange, som man måske kunne forvente. Til gengæld er der rigtig mange centre, og det er ikke bare nogle små forkølede nogle, nææe nej det er nogle ordentlige nogle. Nå, men jeg er nu ikke til centre sådan set, heller ikke selv om det regner. Nej jeg har gået Oslo tyndt, og kørt med bus som en indfødt. De har et rigtig godt bussystem med alle oplysninger om stoppesteder og tidspunkter både inde i bussen og ude på stoppestedet - bare fint. Jeg har været en tur på Grünerløkke (som Københavns Nørrebro og Vesterbro) for at besøge Du Store Alpakka, hvor jeg købte Tynn Alpakka til en slags halstørklædesjal med hæklerier i spidserne. Jeg tror nu nok det er den samme alpaca som fra Garnstudio. Det ligner ihvertfald meget. Det sorte her har jeg strikket på maskinen, og overvejer om jeg skal hækle en kant omkring for at mindske rulningen. Har også været en tur i Heimen Husflid og set mange smukke ting. Kiggede bl.a. lidt på bunader, norske folkedragter. Skal da lige love for at den er tung sådan en dame bunade. Tyk tyk uld med velourbesætninger og forskellige bånd alle steder. Jo det er sandelig et kunstværk, og jeg kan forstå mange nordmænd går ret meget op i det foretagende. Selv unge, naturligt udseende mænd, kom ind i butikken for at prøve sko til herre bunaden. Husfliden besøgte jeg også, og blev altså helt varm på vævning igen. Ååe hvor kunne jeg tænke mig at skifte min gamle væv ud med en ny Glimåkra væv, eller Oxberg, som har overtaget, så vidt jeg har forstået.
Nåe jo, en eftermiddag kørte vi til Norefjell, hvor vi tidligere har holdt sommerferie. Der er så kønt. Dejligt landskab og fred og ro. Dér vil jeg hen igen.



Nå, men vil lige vise begyndelsen på Sprite version 2. Med eget håndspundet garn. Boblerne skal så være i forskellige farver, og jeg bliver altså nødt til at have noget merino i farven Raspberry, og flere af de andre kan jeg jo lige så godt bestille samtidig *S*. Altså hvis jeg selv skal sige det, så er det en grove god fornøjelse at strikke af håndspundet garn.
Ja og så er programmet for strikkecafé udkommet. Hvis der er nogle der mangler, så se lige forbi Ullas blog. Det tegner til hyggelige aftner :-)