søndag, september 09, 2007

Trardardardaaaaaarr

Tusind tak for Jeres mange gode tips. Har været på Ashfords hjemmeside og fundet samlingsmanual og oversigt over smøringspunkter lige akkurat til Traditional. Det er da en fantastisk service fra Ashford. Har lånt "Spindebogen", som Birthe anbefalede på bilblioteket, og inden dagen er omme vil jeg lige se, om det ikke er muligt at låne Sørensens plastickort, der kan handle udenlands, til også at bestille et abonnement på Spinn Off fra Interweave Knit. Det har samtidig den dejlige udfordring, at det er på engelsk. Er ikke så velbevandret i det engelske sprog som Ulla og Bettina også er, men når jeg nu har lært den spindefaglige terminologi, så bliver det rigtig hyggeligt.
Og se så lige. Det ligner da garn, omend et lidt rustikt garn. Ved ikke hvad jeg skal kalde det, men en hybrid af flamé, bouclè og tweed må det vel nærmest være. Er nu overrasket over hvor blødt det er. Det havde jeg bestemt ikke regnet med, da jeg havde på fornemmelsen at der kom for mange snoninger inden opvindingen på spolen. Det blev til 40 gram af viste blanding (troldeuld til filtning), fra Hjelholts uldspinderi. Nok ikke det aller nemmeste, håber jeg, at have med at gøre til spinding. Havde heller ikke forberedt det rigtigt. Mangler nogle håndkartere. Har faktisk et par bundter merino tops eller bånd på lageret, som Ulla siger er nemme. De skal findes frem nu lige omlidt.

tirsdag, september 04, 2007

Se liiiiigee hvad jeg har fået


Jeg er så jublende glad, og jeg kan næsten ikke få armene ned af bar' begejstring over min nyerhvervelse. Ved en tilfældig snak i kantinen om uld og strik, gjorde en super kollega mig opmærksom på muligheden for at købe en rok til rimelig pris. Og jeg tror da NOK det var en rimelig pris (500,-kr.) ssyyhh, tør næsten ikke nævne det.
Det er lige den model jeg har haft i tankerne i mange år. En Ashford traditional.
Har studeret i Elsa Kroghs "Spinderok, spinding og garn-design", men det er som jeg ikke bliver så meget klogere. Dog tror jeg nok at kunne konstatere at det er en dobbeltsnorsrok, og at


der vidst mangler en eller anden dims i forhold til spolebremsning.
Mht. at kunne spinde, skal jeg finde en bog der starter helt og aldeles fra bunden, for som det fremgår af nederste billede, af mit aller aller første forsøg på at spinde, så ANER jeg IKKE EN FLYVENDE FIS om hvordan man gør, men jeg skal lære det skal jeg. Kunne godt tænke mig at der var en tegning i bogen om hvad der er hvad, selvom jeg da godt kan regne ud hvad der er vingen og hvad der er spolen.
Jamen jeg er så glad for den, og jeg skal på rokketræf på Hørvævsmuseet den 30. september. Det kan jo være jeg har fundet ud af lidt mere til den tid ti hi. Er der nogen der har gode ideer til læsestof. Hvad med "The Ashford book of spinning", eller mon der findes en spinding for dummies?
Nå, men jeg går til rokken.

søndag, august 19, 2007

Bruger gerne pinde af bambus, og nu også sokker


Et par sokker er færdige. Havde også ligget i strikkekurven i lang tid. De giver nu ingen ryk i nedbrydningen af UFO'er, da jeg ikke har talt dem med fordi et par sokker jo ikke er så meget. De er strikket i Admiral Bambus, farve 1899 aqua, som er rigtig lækkert. Hvordan de så holder må tiden vise, da det er 75% uld og 25% bambus, altså ingen snavs.
Var til tandlæge i Horsens i onsdags, og vil lige sige at jeg stødte på ikke mindre end tre lækre butikker med garn. Wooltimo, Strikke Kunsten og een til som jeg ikke kan huske navnet på, men var lige på nippet til at købe et Hanne Falkenberg kit..... Vil altså vente til Fanø. Uha jeg har været standhaftig længe mht. at købe garn og begynde på noget nyt. Det eneste jeg har købt er et lille bitte bundt alpaca/uld/ræve garn fra Ho strik, da manden og jeg var en lille tur ved vesterhavet sidste week-end. Kunne ikke stå for det med at ræv var indblandet. Så er der lige kun een ting jeg er begyndt på. Det er Promenade (HF) i Duo. Har tænkt at ville bruge rester til det.

onsdag, august 08, 2007

Jo det lykkedes vist

Jamen jeg tror det lykkedes at slippe af med blokningskommentaren. Har skiftet adgangskode, og det ser ud til at have hjulpet.

tirsdag, august 07, 2007

Hvordan i hulen......

kan jeg stoppe en kommentar jeg har givet for længe siden til Dorte. Hver gang jeg vil give en kommentar til andre blogejere dukker den evendelige kommentar op om et blokket sjal. Nogle gange kan jeg slætte den og andre gange ikke. Hvordan mon jeg bliver den kvit een gang for alle. Skal jeg virkelig lave en helt ny blog, eller måske sætte den herboende edb-sagkyndige ind i sagerne og håbe på at jeg kan få slettet krapylet for good.

torsdag, august 02, 2007

Ferieramt, men er her stadig...



Tak for Jeres kommentarer vedrørende Munken. Jeg hæfter ender og giver et lille sting et par steder under kraven. Den skulle faktisk have været færdig til strikkefestival på Fanø sidste år, men nu bliver det så i år i stedet. Hvor jeg så også lige skal huske et par kortærmede t-shirts. Havde kun langærmede med sidste år, og det var bare for varmt. Hvem skulle tro det sidst i september, og her har man gået med hjemmestrikkede sokker og lange ærmer en stor del af sommeren. Selvom jeg ikke er sådan hverken strandløve, eller solnarkoman, så synes jeg nu alligevel at al den regn er absolut nok, og heldigvis tegner det til at blive ok vejr på lørdag, hvor der er fåredag i Gummerup. Og jo, det går stadig fremad med at få halvfærdige håndarbejder gjort helt færdige. Patchworkbakkeservietten, er færdig og quiltet på maskine. Kan altså ikke gøre det pænt i hånden, selvom det jo nok var at foretrække. Der er simpelthen nogle der kan håndquilte ganske smukt og ensartet, og jeg fatter ikke hvordan. Mit håndquilt er ganske uensartet med store sting på forsiden og små skæve sting på bagsiden.

Bamse er også færdigsyet, stoppet med uld og groft sand, som giver en dejlig tyngde. Den var nu lidt svær at bakse med pga. de store ben og den relative lille krop hvori alle samleleddene jo skal befinde sig + uld og sand, men nu er den her, og Ida siger at den er grim på den gode måde. Måske den skal have en lille hjemmestrikket stroptrøje.
Og jo forresten jeg er blevet "tagget" af Jette, så jeg skal skrive 8 ting om mig selv, og det er altså sværere end jeg i første omgang troede, så der kommer noget i næste indlæg.

fredag, juli 06, 2007

Hætter de huer mig ikke..



Jo, det er sandt. Munken er færdig, tror jeg nok jeg synes. Det har hele tiden været meningen at der ikke skulle hætte på. Det passer ikke rigtig til mig, og så er den besværlig, selvom jeg da godt kan se at hætten er det der gør den berettiget til at hedde "Munken". Har ikke hæftet ender på kraven, fordi jeg er lidt i tvivl om den skal være større. Den kan faktisk ikke blive på plads hvis den ikke lige får et par sting, så det taler jo for at gøre den større. På den anden side er det jo heller ikke smart at se pukkelrygget ud, når man tager frakke på. Jeg regner nemlig med at bruge den en

hel masse både på kølige dage og til vinter. Og ja, så har jeg sagt det, den er et hit. Super god at have på. Dejlig varm tyk sweater, uden at være klumset. Vil lige nævne at den midterste snip på ryggen syner lidt længere end sidesnipperne, trods lige mange pinde. Det skyldes nok sidesnippernes skrå strikning og det sorte alpaca garn der knapt fylder så meget. Har taget højde for det på forstykket, selvom det måske ikke ser sådan ud, men jeg lader det være.
Denneher er strikket i 1 tråd tvinni og 2 tråde spinne. Skulle jeg strikke den igen, blev den ene spinni erstattet med alpaca, da det vil gøre selve strikningen mere komfortabel.
Det var vidst hvad jeg ville sige nu, men skal jeg hæfte ender, eller gøre kraven lidt større. Det vil måske se pænere ud??? Kom gerne med en kommentar *s*.

fredag, juni 29, 2007

Tradaaardaaardaaaaar


Her hænger så knap 150 gr. DUO. Jo, sandelig nr. 2 ting er færdig her indenfor den senere tid. Tager den på og viser ryggen, når nogle af de på matriklen herboende er hjemme til at fotografere. Om jeg er glad for den? Jo, egentlig. Den skal nok blive brugt, blot er jeg ikke helt dus med den ene snip, den der skal inderst. Jeg synes ikke den fungerer sådan helt rigtigt. Den bliver synlig når man har den på, men pyt. En anden ting er at, da strikkefastheden ikke passede helt i højden, var jeg nødt til at foretage en justering af antal pinde mellem indtagningerne på den sidste del af forstykkerne, og det gør at der kommer skråning i to afdelinger, hvis man kan sige det sådan. Det gør ikke så meget, nævner det blot. Heldigvis gjorde Dorthe mig opmærksom på at den vil blive ret kort. Derfor strikkede jeg ærmegabet lidt længere, og det var godt, ellers var den blevet lige snær nok, og samtidig passer den fint i længden.
Må lige nævne min ærgelighed over mit valnøddetræ. Vi har boet her i 23 år og har flere gange forsøgt os med valnødder, uden held. Danmark er vidst den nordligste grænse for om valnødder kommer godt fra start og giver et udbytte. Samtidig tager det syv år, sådan ca., fra man planter til der kommer nødder. Vores valnøddetræ gav hele tre valnødder sidste år, og i år er der bare til en stor kurv, kan jeg se. Men men det har fået et ordentligt tryk 16 af kulingen i forgårs, og står nok ikke til at redde. Ja, indrømmer det gerne, er lidt øm over mine træer. De giver stemning og hver og et har de en funktion i haven. Har dog et asketræ (tror jeg nok det er) ved indkørslen, som er dømt til fældning, da det er befængt med sorte biller, som ikke er til at få has på. Går og overvejer hvad der så skal være istedet for. For et træ skal der være.

søndag, juni 17, 2007

Fææærrrdiiiiiigg

Spiraler er færdig. Det tog ikke mindre end en krig at strikke og montere kanterne, Arrrh monteringen gik egentlig bedre end jeg forventede. Var meget i tvivl mht. aflukningen, som ifølge opskriften skulle gøres fra vrangpinden, og det var godt jeg holdte mig til det, for det gjorde fastsyningen på bagsiden nemmere. Dog tror jeg at lukning fra retsiden havde været pænere på den øverste kant. Men nu er det der, skyllet op og blokket, på et par arkustikvægge. Sådan nogle er geniale til den slags. Æggebakkeformet skumgummi på den ene side og hullet marsonitagtig plade på den anden. Lige til at sætte knappenåle igennem. Noget gavn har man vel af de musikspillende i huset *S*. Som det ses er billedet taget sådan lidt langt fra. For at få så meget med som muligt. Vil lige sige at den blå firkant ikke går igennem et skønhedseftersyn. Var nødt til at trække lidt i den grønne kant. Der kunne godt have været 2 masker mere ned mod spidsen. Det skal man virkelig tænke på - at starte/slutte maskeoptagningen helt helt ved spidsen. En anden ting er at den lyse halvdel er strikket med tvinni. Det øvrige med DUO, og det gør at den lyse halvdel er en anelse større, da tvinni jo er lidt tykkere end DUO, men pyt det ses ikke når musikken spiller, ti hi. Alt i alt, så bliver jeg glad for det.
Lige en tilføjelse til foregående indlæg. Det er altså ikke kun hyggeligt fordi der kommer nogen og fortæller om garn og strik. Alene det at 25 - 30 strikkende kvinder er samlet til sludring og strikning. Det er bare hyggeligt.

søndag, juni 10, 2007

Jeg nåede det...


...lige inden solen forsvandt fra terassen. Skulle lige ha' Hottingerdværgen færdig og tage et billede. Man kan nu ikke helt se den pukkelryggede facon. Det må blive en anden gang. Ja nogle synes de er forfærdelig grimme, andre ikke. Sådan er det.
Var jo på strikkecafé i torsdags, og som Strikkeforsker siger, så var der afbud fra Helga Isager. Åbenbart i sidste øjeblik, men heldigvis kunne "Tante Grøn" træde til med kort varsel, så det endte jo med at blive rigtig hyggeligt alligevel. Der var modeller og strikkekits fra både Hanne Falkenberg, Tante Grøns eget design, og fra HI. Blev nu svært lun på HI's

Hyacint, meeeeen et strikkekit til næsten 1200 kr., stod ikke lige på indkøbslisten. Har den dog i baghovedet, trods tanker om hvorvidt opskriften nu er fejlfri, og om den vil komme til at passe. Ville ellers være rigtig lækker til en frossenpind som jeg - til vinter altså. Den er knælang, og vidst nok strikket i spinni og tvinni alpaca.
Til Dorthe. Jeg har svaret dig på din blog, men hvis andre er interesseret, så er Sprite designet af Annette Danielsen og strikkes i Marianne Isagers merc. bomuld. Andet bomuld kan selvfølgelig anvendes, og hvis man ikke vil have de to tynde tråde med, gør det vidst ingen synderlig forskel, hvad tykkelsen angår.

tirsdag, juni 05, 2007

Sprite bruser igen


Strikketøj overalt :o), mon ikke der er nogle der kender det? Stort set alle steder i mit hus ligger der et eller andet strikketøj, man lige kan strikke på i forbifarten. Men der skal tyndes ud, ska' der. Så sprite er blevet rørt lidt. Har nu meget let ved at lade den hvile igen pga. det er bomuld, og træls at strikke med (synes jeg), og de der to medløbende sytrådstynde bomulds tråde, gør det ikke bedre. For det første er de nød til at være i et par tunge beholdere for ikke at fifle rundt i hele stuen, og for det andet skal man være lidt på vagt for ikke at efterlade løkker. Men når det er sagt, så skal det også nævnes at DEN BLIVER ET HIT. Har prøvet den så langt som jeg er nu, og den sidder perfekt. Fin halsudskæring og ærmegabene er super. Den eneste ændring, eller hvad man nu skal sige, er at jeg strikker den i str. M. Bruger ellers S. Så det er bare at nørkle de sidste ca. 20 cm. Ja, for de fleste en smal sag, men ikke helt for mig. Noget med ryggen der forårsager at musklerne i højre side let bliver mærkbare og bla bla bla. Det kan ikke ses, kun jeg kan mærke det. Nå men nu er det jo ingen sygejournal, men en strikkeblog, og jeg skal på strikkecafé på torsdag på Badstuen i Odense, og Helga Isager kommer og viser frem og fortæller. Glæder mig.

lørdag, maj 19, 2007

Ting Tager Tid

... sagde Piet Hein engang, og det er rigtigt. Som så mange andre kunne jeg godt bruge meget mere end 24 timer i døgnet. Det er næsten en måned siden jeg har blogget, og det skyldes at jeg har haft rasende travlt på jobbet, hvilket har taget mange kræfter. Dog har jeg også været i haven. Ja, faktisk en hel del i den forgangne tid. Det er lige som at blive ladet op, at gå derude i den friske luft. Nå men nu til strik. Var på strikkecafé 3. maj, hvor Lund + Lund fortalte om opstart og drift af deres super lækre forretning. Det er bare så dejligt at sidde dér og nørkle og der så er nogen der fortæller. Det er en sand fornøjelse. L+L havde en færdig model med af spiralsjalet fra design.club.dk. Det var så lækkert i grøn og lilla/bordeux agtig. Lige den l/b farve jeg en gang for længe længe siden har strikket sjalet i. Blot med en natur beige i den anden halvdel. Men det gjorde at lysten til at gøre det færdigt kom over mig, og fluks en tur i Garnbixen i Odense for at købe lige præcis den grønne farve, der nu bliver til den ene kant. Men hold da op hvor tager det lang tid med mønsterstrik. Det er altså ikke lige min kom te. På intet tidspunkt kører det bare, og da slet ikke på vrangpinden. Er nok grunden til hvilepausen på flere år. Men nu skal det være færdigt. Mangler kun 3 pinde på den grønne kant og så selvfølgelig 8 pinde for oven. Havde ellers engang strikket en mellembrun kant, som jeg meget snilt har taget af, ved at hive i en maske på vrangen, så man ligesom trækker en tråd ud, og vupti har man et stykke strik for sig selv med fine masker, hvis man skulle få lyst til at sætte det på en pind og fortsætte.

onsdag, april 25, 2007

Nyt og gammelt


Nu den her snak om islændersweatere, gjorde mig nysgerrig efter at se lidt på mine gamle opskrifter, og et kig i Vibeke Linds "Strik med nordisk tradition", overbeviste om at stjernemønstret i Sarah Lunds sweater fra "Forbrydelsen", er et kæmpe gammelt gammelt design. Ak, ja Gudrun og Gudrun, har såmend bare været så geniale at hælde gammel vin på nye flasker. Nå men ikke mere om det. Jeg faldt over en gammel opskrift fra Håndarbejdets Fremme. Et enkelt firkantet sjal, som jeg synes passer godt i spinni. Det passer lige til bilture og til fjernsynskigning. Oprindeligt for mange år siden hæklede jeg det i Håndarbejdet Fremmes spindegarn. Det var lidt krads, men duftede dejligt af uld, ligesom der var en helt speciel håndarbejdsduft i butikken Håndarbejdets Fremme på Strøget. Jeg er opvokset i København, og garn til nogle af mine aller første håndarbejder købte min mor og jeg netop dér. Jeg har gemt opskrifterne fra den tid, og kommer til at tænke på, at jeg faktisk altid har været glad for uld. Har lagt mærke til at uldgarn nu om dage ikke dufter af uld. Ikke engang Tvinni og Spinni, som ellers har gjort. Nå nu ikke mere nostalgi.

Inspireret af kjolen på opskriften til "Slå om" - blusen, har jeg syet een i hørstof, som jeg har farvet. Alt fra lageret. Ville gerne have haft en sort farve også. Det ville i blanding med den chokoladebrune, have givet en mere dyb brun, men pyt. Den fremstår nu også ganske lys her i solen. Er lidt mørkere indenfor. Det var faktisk den firkantede halsudskæring der tiltalte mig, og den var svær at få pæn med kantebåndet, men det er altså også bare en hjemmeslappeafkjole.
Har feriedag idag. Det sidste ferie skulle jo afvikles inden 1. maj, så jeg har bare slappet af. Siddet noget af formidagen i min orange natkjole (sådan lidt harri christna - staves det sådan - agtigt), og strikket på den meget lillae slå om bluse. GODT der ikke var nogen der så det.
PS: UPS! har lige været inde at redigere på indlægget. Var kommet til at sætte et billede ind af sjalet hvor man kunne se hele opskriften. Det går jo ikke i disse tider. Dér var jeg lige ved at blive lidt nervøs ;-)

mandag, april 09, 2007

Jeg er ved at lære det, er jeg

Hovedcomputeren er midlertidig ude af drift, så jeg må ty til nød/reservecomputeren, hvis man kan sige det sådan. Det gør så at jeg, da den edb-sagkyndige i huset ikke er hjemme, ikke kan sætte billeder ind, og heller ikke har noget somhelst til rådighed af hvad der er på hovedcomputeren. Og hvad kan jeg så lave? Jo da denne blog startede, lavede jeg jo en "knap" som jeg aldrig rigtig har fået etableret. Efter et lille detektivarbejde og lidt logisk tænkning, har jeg nu sørme fået den sat ind ;-).
På strikkefronten går det ok. Er næsten færdig med ryggen til "slå om" vesten, og har bakset lidt med munken, som jeg tænker at tage med på strikkecafé på torsdag.
Billeder i næste indlæg.

søndag, april 01, 2007

Sildeben og hønsefødder



Så kom perlerne på gled. Tak Dorthe, det hjalp med lidt varme. Det er åbenbart et tryklåg og ikke, som jeg troede, et skruelåg. Nå men nu er de frigivet. Og hvad har jeg så ellers lavet - ikke meget. Har strikket lidt på ryggen af "Slå om" blusen. Havde jo vrøvl med forstykket, og jeg har fået svar fra Lund + Lund, og samtidig fik jeg næsten svaret ved at strikke ryggen først, da mønsteret er bedre beskrevet dér. Ellers har jeg syet et par høns. Mønstret er fra Tildas Påske, lånt på biblioteket.
Og jo forresten jeg har syet en natkjole. Viser den ikke frem, for den er afskyelig grim. Jeg gør det aldrig mere - syr i jersystof. Jeg har ellers en rigtig 5 tråds overlocker, som jeg ikke engang gad at tage frem til natkjolen fordi den er så hulens svær at indstille. Det kan nemt tage 8 timer. Har prøvet at få den solgt hos symaskineforhandleren, men han skal næsten have penge for at tage den. Helt utroligt for det er en Pfaff, som sagt 5 tråds, og den ser ud som ny. Men den står gemt væk inde under mit sybord. Regner med at forhandleren vil give lidt mere, hvis jeg en dag skal købe en symaskine til min datter.
Og for at det ikke skal være lyv, så købte jeg 3 meter af jersystoffet, for der var 1 m for 40 kr. og 3 m for 90 kr, så det kunne næsten ikke svare sig at købe mindre. Har købt det på stofmøllen, som har utroligt mange stoffer, men der er så grimt (håber ikke jeg fornærmer nogen), at jeg bliver helt energiforladt, og i et øjebliks hjernelammelse købte jeg altså både stof og mønster. Mønstret er gemt væk og resten af stoffet har jeg lagt i en pose til genbrug, for jeg har nemlig også gjort forårsrent i klædeskabet. Uh jeg hader at købe noget der er helt forkert, men der er sikkert andre der kender det.

søndag, marts 18, 2007

Perlende nyheder


Vredet og drejet, brugt tang og knive, men intet kan få låget af bøtten. Har vendt og drejet og tænkt om der er en eller anden åbningsdims jeg skulle have overset, men uden held. Og det skal siges at jeg har mange kræfter i hænderne, når de ikke lige er overanstrængte. En nøddeknækker måske ;-(. Hvis der er nogen der har en god idé, er den velkommen. Står nu ikke lige og absolut skal bruge dem nu. Har vidst allerede temmelig mange ting igang. De er tænkt til noget færøsk garn jeg vil strikke et sjal af med et simpelt reliefblomster mønster, hvor der så skal være perler rundt om. Men det kan vidst godt vente. Var på håndarbejdsmesse i Vissenbjerg i går. Måtte bare have fingre i denneher "slå om" vest/trøje fra design.club.dk. Og farven den er sååå smækker lækker (synes jeg). Det er Duo, og klog af erfaringen med Miyake, som egentlig er for stor, hvis jeg skal være helt ærlig, så har jeg nøjsomt lavet strikkeprøve, og måtte sande at p. 2½ er den rette størrelse. Det er tæmmelig vigtig i denne her model, at strikkefastheden overholdes. Igang med forstykket i går eftermiddags, hu hej hvor farven gør mig glad i låget. Og så videre idag, hvor jeg er helt alene hjemme, da den øvrige del af familien er i København, men snart går det op for mig, at der nok ikke er fejl i opskriften, men bestemt en manglende oplysning. Det har gjort at jeg nu har trævlet op 3 gange ..... for hele hule. Har så sendt en forespørgsel ind pr mail, til der hvor jeg købte den. De sagde faktisk, at hvis der er noget, var jeg velkommen til at ringe, så det er sikkert også ok at spørge pr. mail. Nu er jeg så gået igang med ryggen, som ser meget flot ud. Mønstret kan begynde at anes her. Det bliver sådan et sildebensmønster, som jeg synes gør sig godt på en ryg.

søndag, marts 04, 2007

Løst og fast om strikke...ligheder

Var på strikkecafé i torsdags. Hyggeligt, og kvinden fra Egtved kom og fortalte om egne finuldsfår. Der var lækkert garn i naturens egne farver og fine modeller. Det garn var altså ikke til at stå for. Faktisk lige sådan noget jeg har gået og tænkt på. Sådan noget til pinde 3, og som er lidt mere puffet end tvinni. Det gør nemlig, at jeg kan strikke det lidt pænere. Købte garn og opskrift til en model der er enkel, med bred rib på brystet og i kanterne, og med en pæn bådformet hals. Kan ikke vise den, da opskriften ikke har tegning eller billede. Så er der lige det med strikkefastheden, hvor forskriften er 22m/10 cm. Har nok nærmere 26m/10 cm. Strikker så i den største størrelse, og er hele tiden i tvivl om den nu kommer til at passe. Det ene øjeblik synes jeg den bliver for lille - det næste, for stor, men fortsætter lidt endnu. Kom så lige til at tænke på et farvekort jeg har fra Tingvad væv og garn - tror jeg nok det hedder. Det er også finuld i de lækreste farver. Det har nr. 7/2, dvs. totrådet og der går 7000 m/kg, og skulle give en strikkefasthed på 26m/10 cm på pinde 3. "Mit" finuld har en løbelængde på 450 m/100 g, dvs. 4500 m/kg. Det har nr. 10/2, og hvis det er angivet i samme målestok som uld normalt er angivet i, betyder det at det er totrådet og så skulle der gå 10.000m/kg. Det stemmer ikke..... Det er nok fordi der er visse ting udi uldgarns løbelængde og vægt, jeg ikke forstår mig på, selvom jeg bilder mig ind, at have en smule forstand på slige sager. Nå, men det korte af det lange er, at jeg rigtig godt kunne tænke mig at kreere bluser selv, men et lille kursus kan måske gavne. På farvekortet står der at garnet ligger i 50g nøgler pakket i 1kg/pose. Det er altså lidt utilnærmeligt, hvis man skal købe 1kg af hver af f.eks. 4 farver, hvis man skal eksperimentere lidt.
P.s. har lige sat skildpadden øverst oppe i parantes ti hi.

søndag, februar 25, 2007

Vest i ret



10 dage siden jeg blev 50. Jeg må jo vænne mig til det. Håber ikke at nogen undlader at kigge forbi mit uldprogram af den grund. Jeg fik bl.a. et gavekort til en jakke som jeg skal bruge på nogle af mine mange naturekspiditioner....*host*, mener vandreturer i de norske fjelde, bl.a.. Fandt det derfor passende at drage en lille vinterferiedagstur til Århus med datteren og manden min. Rigtig hyggeligt, og som det fremgår af billedet, var jeg en tur hos Isagerstrik, Graven 3. Mine ben gik ganske af sig selv derhen (der kunne godt brygges en del sarkasme her, men jeg undlader). Det gav anledning til denneher retstrikkede vest. Kan faktisk rigtig godt lide veste, og det er længe siden jeg har haft een. Der er lige det med de skrå forkanter. Kan ikke få siderne ens. Den side længst fremme er den grimmeste, men det må blive sådan. Har forsøgt forskellige metoder på en prøve uden held.
Fik også inspiration til et reste halstørklæde. Som om at man behøver inspiration for at strikke ret derudaf i hvadmanhar - jo, jeg gør åbenbart.. Det vil være godt til vesten, og så sammen med mine troldekugleøreringe, jeg fik af kollegerne. De er SÅ søde - kollegerne........... og troldekuglerne. De er under bytning i disse dage, fordi de ikke lige havde dem jeg ønskede mig. Derfor ingen billed.

søndag, februar 18, 2007

Et skridt frem og to tilbage....



Og hvad er det så lige jeg går og laver? Jo, altså udover en meget rund fødselsdag der begynder med et 5-tal :-§ deeet venter vi lige med, så har jeg revideret i mit patchwork-projekt. Ikke overraskende kunne jeg alligevel ikke affinde mig med de brune farver, jeg var begyndt på. Men nu, nu er farverne på plads - helt sikkert. Jeg har nok syet sådan ca. 5 blokke før jeg er nået til en beslutning. Selv den lille trekant i midten af billedet har været til diskussion. Den passer nemlig ikke til. Nok ser den tilforladelig ud her, men i virkeligheden sætter den tvivl i mit sind hele tiden. Jeg synes ellers ikke jeg sådan er per 19, men det er jo et temmelig stort arbejde, så jeg tager ingen chance. Det bliver altså som vist på billedet - trekanten i midten, men + en tilsvarende blok i grønne toner. Den viser jeg når en sådan er klar. Derefter skal jeg nok holde pause med at blogge patchwork ti hi, for det tager jo nok sådan ca. et års tid - mindst - at sy et helt tæppe. Jamen nu behøver jeg ikke alle de spekulationer over stoffer , nu er det bare at sy, når lysten melder sig. På strikkefronten har jeg fået mulighed for at se mønstret på Tweedie. Har lavet en strikkeprøve. Og godt det samme, for jeg ved allerede nu, at med shetlandsuld, som det originale garn er, og på pinde 4 - det er ikke mig. Den kan jo strikkes i andet garn, meeen ikke lige nu. Har tænkt lidt på sukkertrøjen fra "Strik á la Carte" (MI). Det passer mig fint med en tråd spinni og en tråd tvinni-alpaca. Er gået ½ nr. op i pindestørrelse i forhold til opskriften (tror der står forkert i opskr.), altså til p. 3½. Det giver den rette størrelse i bredden, men IKKE i højden. Har slået op til et ærme, men det bliver for stort, og så det faktum at man skal tage 15 m ud hen over ærmet efter 10 cm (det bliver da lidt michelin-agtig??), gør at jeg nok alligevel dropper den. Må jo nok også hellere bakse videre med Munken, som kun mangler ca. 1,3 ærme *s*, (ved ikke rigtig hvad det der *s* betyder, men jeg tror det går an her. Det skulle jo nødig hedde sig, at fordi man har rundet et meget skarpt hjørne, aldersmæssigt, at man så ikke kan være lidt nutidig). Fødselsdagsinfo følger i næste indslag.

onsdag, februar 07, 2007

Fææærrrrdiiig....

Nu er det måske efterhånden lidt trivielt med Butterfly, men vil altså lige sige at den er færdig. Og som forventet er den blevet længere efter vask. Lige nøjagtig lige tilpas, så det er jo heldigt. Den er lun og let og farven er perfekt til mig, så hvad mere kan man forlange. Det skulle måske lige være det, at jeg nok godt kunne have lavet kanterne lidt pænere, men nu er den taget i brug, og kommer ikke under bearbejdelse igen.
Skal jo så rykke på skildpadden oppe ved husene, men det bliver ikke idag. Det tager såååå laaaaang tid at sætte billeder ind. Specielt er det blevet værre efter jeg er gået over til betablogger. Synes egentlig fordelene ved det nye beta her, er til at overse.


Her er så en lille sweater til frøken Blythe (ja, jeg ved det, jeg har ikke nogen Blythe-dukke.... endnu..). Har strikket den efter en opskrift fra knitty.com, i noget lækkert 4 ply tweed garn fra Rowan på pinde 2 - ja, fint skal det være. Det er noget garn jeg købte for nok 4 år siden i Århus, bare fordi det så lækkert ud, og det er helt blødt.


søndag, januar 28, 2007

Så gik der tid med det...........

Selvom jeg ikke sådan officielt er med i "brug af dit garnlager" KAL'en, og har dømt stop for garnkøb, så har jeg besluttet at holde gevaldigt igen, indtil håndarbejdsmessen i Vissenbjerg til marts. Meeen det betyder jo ikke at det ikke er tilladt at køber håndarbejdsbøger - nixen. Købte derfor hæklebogen i torsdags. Og den er jeg glad for. Foruden at være et opslagsværk udi hæklingens univers, er der en del små og hyggelige ideer. bl.a. blomster, æggevarmere, diverse firkanter til tæpper og puder o.a..
Ellers kan man jo blive inspireret af at surfe på bloggene, og et kig på Bettinas link til Blythe-dukker, satte omgående eftersøgningen af BRATZ, som har været gemt væk i nogle år, igang. Her er hun så, med ny hjemmestrikket sweater. Den er strikket i Indiecita efter en opskrift fra Hendes Verden nr. 48/2006. Men sikke et fifleri. De har altså nogle meget små kroppe, BRATZ-dukkerne. Tror nok Blythe er lidt større, slevom hovedet også ser ud til at tage en pæn del af de 12½ tomme, som ihvertfald nogle af dem skulle være i højden.
Nå men det er kaffetid, og Butterfly skal røres. Skal helt sikkert være færdig i næste weekend.

søndag, januar 21, 2007

Japanske inspirationer

Som lovet, et foto af Miyake. Model fra design.club.dk, strikket i Duo på p. 3. Egentlig passer strikkefastheden nok bedst til p. 2½, meeeen det er lige lovlige fine pinde til mig, når det ikke er sokker det drejer sig om. Men det betyder jo så at den er blevet lidt længere end den nok var tænkt.

Hot or not??? Joooeeee måske lige midt imellem. Jeg synes den er lidt svær at få sat godt, men den er rigtig dejlig at have på, når den først er der. Det er ikke sådan een man tager af og på hele tiden. Og selvfølgelig, jeg skal da have en lidt mere trendy lukkemekanisme, sådan en eller

anden træpindedims. Jeg smutter nok lige forbi Garnbixen i Odense i næste uge.


Der er forresten kommet en ny garnbutik i Svendborg. I skrivende stund ved jeg ikke lige om jeg husker rigtig, men mener den hedder Strikkefeen. Uden bindestreg. Det er altså ikke ejeren af den hyggelige blog Strikke-feen. Bortset fra det, er det en meget hygsom garnbutik. Fint udvalg af lækre garner og så kan man bare komme og sætte sig i sofaen og strikke. Det har jeg nu ikke gjort endnu, men det kan jo komme.

Er ellers stadig igang med Butterfly. På det andet ærme. Den tager tid gør den, for det er ret ret og atter ret uden at der skal ske ret meget. Færdig skal den være - mangler den, og den er med i de 15 UFO'er jeg har sat til nedtælling. Ja, havde der været en snegl som markør skulle det nok have været den istedet for skilpadden (et d mere måske?), som jo trods alt går hurtigere.

Et andet lille håndarbejde I skal se her på bloggen er Idas sushi.
Det er første gang hun laver sushi, og det er hun da bare skrap til ik'os?
Det var sådan et sushikit jeg købte i Føtex til 45 kr. hvor hele molevitten var i pakken bortset fra grøntsager og fisk. Jeg vil mene der er nok til 6 personer til forret. Blot skal man så supplere med soyasovs. Men som en halløj - prøv lige det her - er det fint. Vi laver det en anden gang igen. Da vil jeg nu foretrække at købe tangen særskilt fordi denneher ikke var lige så god som på sushibaren i Fields.
Så er der serveret.




Et

søndag, januar 14, 2007

Butterfly



Er igang med at nedbringe antallet af UFO'er. Derfor skal Butterfly designet af Hanne Falkenberg, gøres færdig. Den ser nok lidt kort ud, men der står i opskriften at den først antager sin endelige form efter vask. Jeg har set en færdig model, og der er rillerne noget mere udstrakte, så det tror jeg også sker med denne her, hvilket vil gøre den passende i længden. Den skal være kort, men dog lidt længere end den er nu. Drømmer om at strikke HF's Mermaid eller Tweedie, men det skal altså vente, helst til 3 UFO'er er færdige. Håber på de er det til marts, hvor der er håndarbejdsmesse i Vissenbjerg den 16., 17. og 18. marts 2007.

Var en tur i Fields i går. Lejligheden bød sig, fordi manden skulle til møde i Espergærde, så datteren og jeg tog lige med over broen. Mest fordi det skulle jo ses detteher skandinaviens største indkøbscenter, og da vejret jo ikke ligefrem er til at gå i København City pt., var det passende. Skal jeg så i Fields igen? Nej egentlig ikke. Begejstringen er til at overse, men ok, det var da meget hyggeligt. Det der talte på plussiden, var Sushi restauranten. Det var første gang Ida og jeg smagte sådan rigtig Sushi, og det kan anbefales. Det smager bare godt, og det var så flot med akvarier hele vejen rundt om stedet hvor de lavede maden. Det andet plus var Peak forretningen. Lækre sager til friluftslivet, måske mest ski, men sandelig også til naturvandringer. Det kan jeg summe længe på. Ja, så nu har jeg set Fields. Nå ja de skal nu have ros for det gode indeklima. Taget i betragtning at det jo er et center.

lørdag, januar 06, 2007

Garnlagerstatus

Dette er så garnlageret, eksklusiv garn til igangværende projekter. Det blev sorteret i poser med strømpegarn, tvinni, spinni, duo, alpaca, mohair + diverse. Det gav ialt 5.899 g. Heraf var der1.410 g strømpegarn. Det kan blive til 28 par strømper, hvis det er til mig selv i str. 36 og nogenlunde tætsiddende (det kan jeg bedst lide).

Så var der også garn til igangværende strikketøj. Det gav ialt 1.080 g. Så har jeg ikke medregnet det garn der hænger på strikken. Men ialt 6.979 g, og jeg havde skønnet 7 kg. Jeg synes selv det er fint.


Det med UFO'erne har jeg også gjort op. Er igang med 6 trøjer, 5 sjaler og så ca. 4 småtterier.

Nederst ses UFO-garnet ordnet og lagt pænt på hylde.

Jamen så skulle det være iorden. Har da overvejet at melde mig til en af de super gode grupper, der for tiden er igang. F.eks 12 projekter og "brugafditgarnlager" along. Meeen med min strikkehastighed, synes jeg ikke rigtig at jeg kan være bekendt at melde mig under fanen. Så jeg halter med så godt jeg kan, lidt på sidelinjen. Håber det er ok?

Det var ihvertfald rart at få set det hele efter og gjort status, især på det der ikke er færdigt.


fredag, januar 05, 2007

Betablogger - en hjertesag ..... ti hi

Så lykkedes det, og det var såååå nemt. Jeg kan dog se at æ (ae), ø (oe) og å (aa) ikke rigtig slår igennem. Det må dog vente for jeg skal ud at handle.

torsdag, januar 04, 2007

Tør - tør ikke

Mon jeg skal se at få ændret bloggen til en rigtig betablogger. Jeg er jo ikke sådan helt velbevandret udi det med hjemmesider, og der står at man skal bruge sin Google Account. Og hvad er så lige det? Hvis der er nogen der sådan lige i et snuptag kan sige "gør det dog", jamen så gør jeg det, altså klikker på "change blog now". Jeg vil ikke så gerne miste mit skriv. Det er derfor jeg tøver lidt. Meeeen, lad os nu se. Jeg har fri i morgen, og det kan da være at modet ruller sig ud der.
Jeg har i øvrigt planer om, sådan mere præcist, at veje garnlageret. Et slag på tasken er 7 kg. Billed følger.

søndag, december 31, 2006

Færdiiiig

Måske er dette her indslag noget kedeligt, men det kommer alligevel, for miyake er færdig. Dvs. mangler lige at hæfte ender og vaske den, men det bliver ikke før julekasserne er pakket og sat på loftet igen. Det er nemlig ikke alt juleriet der er taget ned endnu. Juletræet, som jeg synes er så hyggeligt med lyskæden tændt om aftenen, får lov at stå til i morgen. Ja, det er rigtig nok - i morgen den 1. januar 2007. Da tager jeg pynten af, putter det i kassen, fejeklapper i hænderne (mon der er nogen der ved hvad jeg mener), og får gemalen til at sætte det på loftet. Lige så hyggeligt det er at få julepynten frem, lige så utrolig skønt er det at få det væk igen. Tænker på at sætte grene ind i vaser. Nåårrh nej, vi har jo slet ikke haft vinter endnu. Men så kom dog kære vinter med sne, der kan lyse op over land.
Nu mht. nytårsfortsæt, så har jeg tænkt lidt over om jeg kan finde på noget. Det skulle måske lige være at dyrke motion. Men på den anden side, når det kan være svært at finde en vedholdende motivation de øvrige af årets 364 dage, hvordan skal den så lige kunne indfinde sig på den 365 sindstyvende dag?? Nej så tror jeg mere på at få ryddet op i UFO'erne. Har lige nu taget fat i et retstrikket sjal (kedeligt) i tvinni, men det skal være færdigt. Derefter bliver det Butterfly, fra Hanne Falkenberg, der skal røres. Havde ellers genoptaget Munken, men med tre tråde, en tvinni og to spinni, får jeg altså ondt i håndleddene, så den er lagt til hvile igen.
Billeder følger i næste indslag.

Rigtig godt nytår til alle, og jeg glæder mig til det nye år med strikkecafé'er og håndarbejdsmesser.
Rigtig hjertelig strikkehilsen fra Inge

lørdag, december 23, 2006

Sidste strik før jul



Ikke at jeg har lavet de store kreationer til jul, men vil da lige vise sokkerne her til gemalen. Billedet er taget kl 8.23 på årets korteste dag, fredag den 22. december, ude i haven. Det var fridag, og tanken om bare at kunne sysle omkring, og strikke lidt, var da til stede, men nej det var bare med at komme ud at handle, inden der ville være mega lange køer overalt. Så det gik formiddagen med.

Jeg vil sige rigtig glædelig jul til alle strikkeglade bloggere. Jeg er så glad for at læse Jeres blogge, og lige så glad for at nogen kigger forbi hos mig.

De bedste julehilsner fra Inge

søndag, december 17, 2006

Sylysten hærgrer


Der er noget ganske særligt ved store patchworkprojekter. Noget svært forklarligt, som hvilen i sig selv, tillid til at det bliver godt, indre ro og en ubændig vedholdenhedsstyrke. Ved ikke hvordan jeg skal komme det nærmere, men det er nok det, sammen med selve håndsyningsglæden der gør, at jeg kan gribes af lyst til at sy patchwork. Men der er noget der er så svært for mig i forhold til patchworksyning, og det er at farver, mønstre og syteknikker byder på så mangfoldige muligheder, at jeg ikke kan vælge. Det med at sætte farverne sammen så det ligner grannys kludetæppe, det kan jeg bare ikke. Der er simpelthen altid noget der er forkert. Det er jo egentlig underligt, for i princippet skulle man jo bare kunne tage af stofresterne og sy løs. Men nej det fungerer ikke. Ihvertfald ikke for mig. Men nu synes jeg at være faldet til ro med dette projekt. Et enkeltsengstæppe. Der skal være 18 af viste blokke. De lyse stoffer er nogle jeg begyndte at samle på for nogle år siden. Mangler bare et par stykker, så er der nok til tæppet efter mine begreninger. De brunlige er jeg nu også glad for. Så alle de spekulationer over farver osv. er borte. Det er simpelthen bare at sy derudaf. Sidde i sofaen og sy sy, når alt det MEGA store forberedelsesarbejde er gjort.
Vil lige vise et par specialiteter - silke sytråd - de to bagerste trådruller, og bomuld den foreste.

Og så lige et par egkanter - mon det staves sådan? -
Jeg føler mig næsten hensat til tiden omkring "Det Lille Hus på Prærien", hvis det da ikke lige var for www adressen på det nederste stof. Håber det kan ses.
Det lyder jo altsammen som den rene idyl, her midt i juletravlheden. Jamen det er det også, for jeg har ikke stress over julen. Mad, gaver og godter, det skal vi hygge os med. Og det er selvfølgelig nemt, når vi kun bliver 4.

søndag, december 03, 2006

Lige ved at gå op i limningen

Lageret eftersås igår. Et lille færdigpakket nissekit fra Panudro fristede, så derfor fat i symaskine og lim lim lim - jeg hader lim. Især når man skal fedte med det samditig med, at projektet indbefatter syning både i hånden og på maskinen. Det har da også gjort at den tredie nisse, der faktisk hører med, står i venteposition fordi huen drillede med lim og ståltråd. Så det ender nok med at hun må have en helt anden slags hue. Så er der det med hovedet. Det skal også limes på, og det er noget biks. Det holder ganske enkelt ikke, så derfor har jeg syet det på, ned igennem kroppen, og en lille perle på toppen af den store træhovedperle, fungerer som sikkerhedslås. Man kan jo kun svært lave en knude så stor, at den ikke løber igennem hullet på hovedperlen. Jeg ved ikke om det er tydeligt hvad jeg mener. Bortset fra det, så synes jeg de er meget søde, men skal jeg lave dem igen, bliver det med ren syning og med ægte uldfilt fra Karsten Kastanje. Detteher er ret syntetisk. Kun håret er rigtig uld.

Jeg må jo nok erkende at Miyake ikke kan nå at blive færdig til strikkecafé den 7. december, så et andet lille syprojekt blev lavet.

Kosmetikpung fra bogen Tildas Hus (Panduro). Jeg ved ikke hvor tydeligt det er, men foret er ganske godt, og så er det fra en lang frakke jeg lagde op tidligt i efteråret. Overvejer at lave sådan to stykker til niecerne til jul, med et gavekort i fra Matas. Selvfølgelig bare i nogle farver der måske taler mere til unge kvinder.

fredag, december 01, 2006

Hurraaaa

Så lykkedes det. Frokostpausen gjorde åbenbart godt. Jeg er da helt stolt af mig selv, hvad kan det dog ikke blive til. Min måde at lære på er åbenbart prøve/fejle metoden, ihvertfald når det gælder blogkreation.

Kig op kig ned......

Det skal da være jul på bloggen, men hvordan pokker får jeg den der count down til at være i toppen af bloggen? Er der mon nogen der ved det? Jeg har da set andre blogspot blogge med ting og sager i toppen. Min er altså nederst på siden nu.
Jeg har altså forsøgt at placere den forskellige steder, men tilsyneladende kan man kun indsætte ting i sidebar afsnittet, og så er der vidst noget med, at den her count down har for lang kode for at kunne være der. På et tidspunkt fik jeg den dog til at være helt oppe over "Inges uldprogram", men kun halvt synlig. Jeg prøver videre senere. Lige nu er det frokost.

søndag, november 26, 2006

Småt men godt

Inspireret af Fru Swartz, har jeg også skaffet Tildas Hus. Jamen der er virkelig meget deri, men man skal lige kunne abstrahere fra pastelfarverne, hvis man ikke kun er til den blide bonderomantik. Det har jeg så forsøgt på her med nålepuden, som er så god at lave, fordi den er hurtig, nem og alligevel er der noget substans i den. Synes jeg.







Så har jeg været på julemarked på Lundegaard. En herlig oplevelse med oste, honning, frugt, grønt og alt hvad man kan få af de kære dyr fårene og gederne. Der var masser af fristelser, men man må jo besinde sig her før december, selv om en del jo kunne være netop til december. Det blev til mælkebøtte honning, som skal være så godt for helbredet, og så til nogle hyggelige mini strikkekits fra Kastaniestrik.

Der er garn til en tre - fire stykker i hver pakke, og de kan være fine som en lille gave, eller bare pynte hist og pist i mit hus.
Et par hjerter blev det også til. De skal lige som hønsene og fiskene en tur i vaskemaskinen for at filte, og så regner jeg da med at det ujævne forsvinder.








Mht. billederne, var det om at benytte sig af det strejf af solskin der var her til formiddag. Var alligevel i tvivl om det elektriske lys skulle være tændt. Derfor det gule skær på to af billederne, dem med lys, og de andre uden elektrisk lys. Jeg er nu ikke helt tilfreds med dem skarpheden, men det har nok med mine tekniske evner til at fotografere at gøre. Nu er det kaffe og æbleskivetid.
Ja det var så det. Et lille blik på Kiler, som jeg begyndte på for snart et godt stykke tid siden.
Den er nærmest blå her, men i virkeligheden er den meget mørk lilla, rigtig lækker. Den er dog lidt hurtigt lagt til hvile til fordel for Miyake. Den er simpelthen genial.


Fra design.club.dk. Havde set den i Århus for nogen tid siden, men ved Håndarbejdsmessen i Fredericia sidst i oktober, fik jeg lejlighed til at prøve den hos Bente Rønberg, og der var ingen tvivl, den måtte jeg igang med. Man kan sige at den er måske lidt kedelig at strikke, for det er bare derudaf med duo og p 3, men resultatet bliver helt sikkert godt, ifølge mine foreløbige prøvninger. Er nået forbi andet ærmegab. Mangler så bare 40 p lige ud og så begynder indtagningerne. Vil gerne have den færdig til strikkecafé den 7. december, meeeen jeg ved godt at på hverdagene bliver der ikke lavet så meget, som jeg altid forestiller mig om morgenen.

tirsdag, november 07, 2006

Oprydning


Som altid synes jeg at årstidernes skiften giver anledning til at rydde lidt op. Det er ihvertfald hvad jeg har gjort på min lille systue, hvor jeg knapt kunne komme omkring pga. stof, garn, håndarbejdsblade og andet håndarbejdsrod, samt en bunke strygetøj. Ja, jeg skulle have taget et billede før, men fik det ikke gjort. Et billede efter er endnu heller ikke en realitet, men det kan jo komme. Jeg vil ihvertfald sige, at det nu er hyggeligt og præsentabelt, og jeg har gjort kort proces med nogle stykker 10 år gamle hjemmevævede stofer, som jeg blev enig med mig selv om, at de aldrig ville blive brugt. Jeg synes egentlig det virker sådan helt rensende i sjælen også - ny energi - og sikke dog. Jeg har jo også den bestemmelse, at noget af det halvfærdige, skal gøres færdigt før noget andet kan begynde. Det holder nu ikke helt. Strandblomster er dog færdig og de her grydelapper i skyggestrik, lavet for at prøve teknikken, er også færdige. Jeg vil nu sige at de der "sikkerhedsnåle" er lidt generende at strikke med, men man kan jo også bruge andre former for markører.

Til gengæld er Kiler begyndt (billed følger). Den bliver lækker, men hold da op hvor har jeg læst opskriften mange gange, før den fes ind. Lidt metakommunikation i opskriften, havde gjort underværker. Billeder kommer i næste afsnit af mit uldprogram.